Nyt forskningscenter sætter fokus på forebyggelse af faldulykker

Med nye digitale løsninger og spilteknologier skal ældre træne deres balance og muskelstyrke, så de undgår invaliderende faldulykker. Det er målet for nyt forskningscenter på Aalborg Universitetshospital.
Alene i Danmark må ca. 40.000 ældre mennesker hvert år en tur forbi skadestuen i forbindelse med en faldulykke. Nogle faldulykker ender med en brækket hofte, som i snit koster samfundet 365.000 kr. årligt per patient, hvis patienten, som det sker i mange tilfælde, efterfølgende må flytte på plejehjem.

Det bekræfter idrætsfysiolog og ph.d. ved Geriatrisk Afdeling på Martin Grønbech Jørgensen, som sammen med forskningskollegaen, overlæge, ph.d., Stig Andersen er initiativtager til det nye forskningscenter, der skal sætte fokus på, hvordan faldulykkerne kan forebygges, blandt andet ved brug af nye spilteknologier.

- Vi ser rigtig mange ældre patienter, som har været udsat for en faldulykke. Udover at være forbundet med forringet livskvalitet og dårligere funktionsevne, så fører ulykkerne i mange tilfælde til tidlig pleje-hjemsanbringelse, og op mod hver femte ældre med en brækket hofte dør inden for 6 måneder efter ulykken.

Faldulykkerne udgør dermed også et stort samfundsøkonomisk problem, og ifølge forskeren ser det kun ud til at blive større, i takt med at danskerne bliver ældre og ældre:

- Ifølge prognoser fra Danmarks Statistik vil andelen af ældre danskerne stige fra 934.000 i dag til 1.491.000 i 2044. Det betyder, at vi nok kan forvente en tilsvarende stigning i antallet af faldulykker hos ældre. I en tid med begrænsede sundhedsressourcer er det derfor nødvendigt at forske i metoder til tidlig og præcis identifikation af personer med øget risiko for faldulykker, samt faldforebyggende interventioner, siger Martin Jørgensen.

Og det er netop det, at det nye forskningscenter, PREFALL (Center for PREdiction and prevention of FALLs.), vil gøre.

- Talrige undersøgelser har vist, at er man først faldet én gang, vil man ofte falde igen og igen til stor belastning for samfundet og det enkelte individ. Hvis vi kan identificere personer med faldtendens, før de er faldet, vil faldforbyggende interventioner kunne nedbringe risikoen for faldulykker, siger Martin Jørgensen.

Forebyggelse skal være sjovt

Forskningscenterets fokus er at udvikle nye digitale løsninger og spilteknologier, hvor de ældre kan træne deres balance og muskelstyrke og samtidig have det sjovt. Et nøgleord er nemlig, at løsningerne skal være bæredygtige, for al erfaring viser, at en forudsætning for, at træningsøvelser overhovedet virker, er at folk gider at udføre dem i hverdagen.

Martin Jørgensens forskning har tidligere vist, at ældre med fordel kan benytte sig af bevægelsesspil til de populære spillekonsoller Wii og X-Box, og det er erfaringerne herfra, der nu bygges videre på i det nye forskningscenter.

- Udviklingen af sundhedsløsninger har fundet nye veje de seneste år gennem spilteknologier, som kan bidrage til at forebygge faldulykker og forbedre funktionsevne hos ældre gennem motiverende træning. Aalborg Universitetshospital har været pionerer i denne udvikling og forskning, og det er disse erfaringer, der danner grundlaget for etableringen af PREFALL.

Åbningen af forskningscenteret PREFALL finder sted onsdag den 29. oktober kl. 14-16 i auditoriet på Aalborg Universitetshospital, Hobrovej 18, og er åbent for alle interesserede. Udover en række faglige eksperter inden for området vil også Regionsrådsformand og formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman deltage i åbningen.

Opdateret