Millioner til operationsrobot, lægemiddelcenter og forskning i klinisk sygepleje

Det Obelske Familiefond støtter Aalborg Universitetshospital med millioner til operationsrobot, lægemiddelcenter og forskning i klinisk sygepleje

Fonden har netop tilgodeset Aalborg Universitetshospital med 23 mio. kr. til en operationsrobot, etablering af et nyt lægemiddelovervågningscenter samt iværksættelse af et omfattende forskningsprogram for klinisk sygepleje.

Flere specialer får gavn af operationsrobot

Aalborg Universitetshospital var blandt de første hospitaler i Danmark til at indføre robotkirurgi inden for urologi og gynækologi , og hospitalet råder i dag over to robotter på Operationsgang Nord, hvoraf den ene blev taget i brug i efteråret 2013. Herudover er en ældre robot placeret i Biomedicinsk Laboratorium, hvor den primært anvendes til uddannelsesmæssige formål. Med Det Obelske Familiefonds donation på 10 mio. kr. får Aalborg Universitetshospital nu mulighed for at erhverve endnu en robot.

– Vi er glade for, at vi nu får mulighed for at udvide den robotkirurgiske funktion med indkøb af endnu en robot. Robotkirurgi har vist sig i mange tilfælde at være mere skånsom end konventionel kirurgi, idet man kan arbejde med meget stor præcision. Det betyder, at vi fremover kan tilbyde de nordjyske patienter den mest moderne og skånsomme kirurgiske behandling inden for flere specialer, herunder blandt andet mave-tarmkirurgiske kræftpatienter, siger specialets ledende overlæge Inge Bernstein.

Bevillingen til en ny robot giver samtidig Aalborg Universitetshospital mulighed for at etablere et Robotkirurgisk Center, der både kombinerer klinisk behandling på tværs af specialer, uddannelse og forskning inden for det robotkirurgiske område:

– Vores ambition er at fastholde Aalborg Universitetshospitals position i centrum for udvikling, forskning og uddannelse i robotkirurgi. Et felt, hvor Region Nordjylland hidtil har gjort sig positivt bemærket på nationalt og internationalt niveau, fortæller specialeansvarlig overlæge Erik Søgaard-Andersen.

Den nye operationsrobot ventes indkøbt og installeret i løbet af 2014.

Overvågning af lægemidler øger sikkerheden

Det Obelske Familiefond har med et beløb på 10 mio. kr. sikret etableringen af et nyt Center for Lægemiddelovervågning ved Aalborg Universitetshospital, som har til formål at undersøge lægemidlers effekt og sikkerhed og dermed hurtigt opdage nye og alvorlige bivirkninger. 

Udviklingen af nye lægemidler er en langvarig og særdeles bekostelig proces. Det kan tage op mod 10 år og koste flere milliarder kroner, før et nyt lægemiddel kan sendes på markedet. Når myndighederne har godkendt et nyt lægemiddel, tages det i brug til en langt større patientgruppe, end man er i stand til at gøre i forbindelse med de forsøg, der går forud for lægemidlets godkendelse. Man har hidtil kun været i stand til at registrere de hyppigst forekommende bivirkninger hos forsøgspersoner, men lægemidlernes effekt og sikkerhed hos hverdagens patienter er stort set ukendte. 

Dette har tidligere medført, at myndighederne først sent har opdaget og taget konsekvens af sjældne, men meget alvorlige bivirkninger af ny medicin, fortæller Lars Hvilsted Rasmussen, forskningschef og initiativtager til etableringen af Center For Lægemiddelovervågning ved Aalborg Universitetshospital. 

Med etableringen af Center for Lægemiddelovervågning kan vi ved hjælp af kontinuerlig overvågning hurtigst muligt opdage nye og evt. alvorlige bivirkninger, og dermed give danske patienter, læger og myndigheder den størst mulige sikkerhed ved behandling med nye lægemidler, forklarer Lars Hvilsted Rasmussen.

Den model, som Aalborg Universitetshospital har udviklet til overvågning af lægemidler, er oprindeligt udviklet til brug i forbindelse med overvågning af blodfortyndende behandling til hjertepatienter, men metodens effektivitet har nu medført, at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har anmodet hospitalet om at indgå i overvågningen af andre lægemidler, herunder bl.a. lægemidler til psykisk syge og til sukkersygepatienter.

Forskningsprogram i klinisk sygepleje om patientinddragelse

Endelig har Det Obelske Familiefond doneret 3 mio. kr. til Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, der nu sætter gang i et omfattende forskningsprogram, der skal skabe større tryghed og forbedret livskvalitet hos patienterne gennem øget inddragelse i pleje og behandling.

Med programtitlen ”Patienten i front – forskning i centrum” er det målet, at alle klinikker på Aalborg Universitetshospital igangsætter forskning i klinisk sygepleje, og det overordnede fokus er inddragelse af patienter og pårørende:

– Patienter og pårørende skal i langt højere grad inddrages som brugere og samarbejdspartnere. Deres ressourcer og opfattelser af situationen skal anerkendes og respekteres, og den enkelte patient skal inddrages i egen pleje og behandling for at sikre, at patienten oplever medindflydelse, oplever at blive set og lyttet til med henblik på at styrke patientens egne ressourcer, fortæller leder af Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital, Erik Elgaard Sørensen.

Forskningsprogrammet sigter mod at igangsætte 40 forskningsprojekter, der alle har patient- og pårørendeinddragelse som afsæt, med det formål at generere ny viden, der kan forbedre sygeplejen på danske hospitaler.

– Vi ved, at man får bedre behandlingsresultater, kortere indlæggelsestid og større tilfredshed blandt patienterne, når de inddrages i plejen og behandlingen. Imidlertid viser forskning, at det kan være svært at sikre patientinddragelsen i praksis, fordi det sundhedsfaglige arbejde er meget komplekst. Derfor forestår der en meget spændende og relevant opgave. 

Det er planen, at forskningsprogrammet skal løbe frem til 2018. Projektet har et samlet budget på ca. 11 mio. kr. – heraf finansieres de godt 8 mio. kr. af Aalborg Universitetshospital.

Støtte givet til særlige satsningsområder

Robotkirurgi, lægemiddelovervågning og forskning i klinisk sygepleje er i efteråret blevet udvalgt som tre af de syv områder, som Aalborg Universitetshospital vil satse særligt på over de kommende år.

- Derfor kommer bevillingerne fra Det Obelske Familiefond på det helt rigtige tidspunkt, idet de giver os mulighed for effektivt at realisere vores strategier og igangsætte en række konkrete forskningsprojekter, der skal bidrage til, at patienterne oplever de bedste og sammenhængende behandlingsforløb, fortæller forskningschef Lars Hvilsted Rasmussen.

Opdateret