Der skrues op for yderligere test inden juletid

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Region Nordjylland og øvrige regioner skruer løbende op for testkapaciteten op til jul. Flere nordjyder ønsker at lade sig teste, og regionen lægger løbende tider ind på coronaprover.dk.  

Højere smittetal og ønsker om test  

Region Nordjylland oplever lige nu et stort pres fra nordjyder, som ønsker at lade sig teste – især op mod juleferien. Det betyder, at der kan komme længere ventetid til test i det offentlige testsystem.  

- Det er vigtigt, at vi lader os teste, så snart vi har en grund til det, så vi kan få brudt smittekæderne. Vi arbejder derfor også stadig på at øge mulighederne for at lade sig teste. Aktuelt har vi fået mere kapacitet til at teste i Region Nordjylland, siger Jan Nybo, chef for regionens COVID-19 testindsats. 

Det betyder konkret, at stort set alle af regionens 12 faste teststeder har fået udvidet åbningstiderne, så endnu flere nordjyder kan lade sig teste. Nogle steder har udvidet åbningstiden ganske betragteligt. Det er muligt at finde et teststed nær sin bopæl på www.rn.dk/coronatest  

Op mod jul vil omkring 12.000 nordjyder dagligt kunne få foretaget en offentlig coronatest i Region Nordjylland. Det kræver tidsbestilling, før det er muligt at lade sig teste. Jan Nybo opfordrer til at genbesøge coronaprover.dk, hvis man tidligere har haft svært ved at finde tider, da der løbende lægges nye tider op.

Det bliver også muligt at lade sig teste i jule- og helligdage. Den 24, 25 og 31. december samt 1. januar dog kun i Aalborg, Hjørring og Thisted. 

Private test supplerer TestCenter Danmark   

Det er for nyligt også blevet muligt at få foretaget såkaldte hurtigtest uden beregning hos visse private leverandører. 

Der er tale om en såkaldt antigentest, der er mindre præcis end de tests, der udføres via Region Nordjylland og TestCenter Danmark.  

Det betyder, at man godt kan være smittet, selvom hurtigtesten viser noget andet. Derfor bør man ikke anvende en hurtigtest forud for et besøg hos en person i øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19, fx et ældre familiemedlem eller hvis man vil være helt sikker på, at man ikke er smittet.

Man bør ikke bruge antigentest, hvis man skal testes som nær kontakt til en smittet, eller hvis man har symptomer på COVID-19.

Sundhedsstyrelsen har udgivet anbefalinger for anvendelsen af antigentest. 

Du kan læse mere om mulighederne for test hos de virksomheder, som regionerne har lavet aftale om antigentest med.

SOS International - sos.eu
Falck - falck.dk
Carelink - carelink.dk
Copenhagen Medical - cphmed.com

 

Opdateret