
Foto: Peter Halskov
Debatmødet tiltrak mange repræsentanter fra bl.a. kommuner, virksomheder, videninstitutioner og andre som anvender EU-midlerne til at finansiere deres udviklingsprojekter i det nordjyske erhvervsliv. De diskuterede bl.a. om midlerne gør forskel og hvordan de investeres bedst muligt, samt ikke mindst hvordan Nordjylland også i fremtiden får en fornuftig andel af EU’s strukturfonde til at styrke væksten i både by- og yderområder i regionen.
Hos arrangørerne var der stor tilfredshed med interessen for debatmødet, og man tager det som et udtryk for, at man i Nordjylland har en god og vigtig tradition for at samarbejde bredt omkring den regionale erhvervsudvikling:
- Jeg er glad for, at der er så mange, som gerne vil i dialog omkring de resultater, der er skabt hidtil, og den kurs vi skal lægge i den fremtidige indsats. Og så er det også positivt, at engagerede virksomheder gerne viser sig frem og fortæller hvilken betydning indsatsen helt konkret har haft for dem. Det virker ekstra inspirerende, siger regionsrådsformand Ulla Astman, som også er formand for Vækstforum.
Sundhedsrobotter gav ekstra oplevelser
Det var de to virksomheder LT Automation og Melvin Robotics, som var værter for debatmødet, og de slog efterfølgende dørene op til åbent hus. Her kunne man få førstehåndsoplevelse af nogle af virksomhedernes banebrydende teknologier inden for sundhed og velfærd til brug på bl.a. hospitaler, i hjemmeplejen og i hverdagen.
Den invitation tog mere end 150 borgere, erhvervsfolk og politikere imod, og de hilste bl.a. på ROBERT, som er en genoptræningsrobot til sengeliggende patienter. En løsning som bidrager til tidligere genoptræning og som aflaster personalet for tunge løft og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger.
Gæsterne ved åbent hus mødte også MELVIN, som er en robot, der kan hjælpe med automatisk af- og påtagning af benklæder under toiletbesøg, sådan at borgeren på eksempelvis et plejehjem bliver helt eller delvist selvhjulpen.
Blandt de øvrige teknologier var AV1, som kan hjælpe med at bekæmpe social isolation blandt langtidssyge børn og unge, samt den sansestimulerende lænestol ABRACE som er udviklet sammen med to designstuderende fra Aalborg Universitet.
Flere af de fremviste teknologier er desuden udviklet og testet af virksomhederne i samarbejde med bl.a. Region Nordjylland, Vækstforum og EU's strukturfonde.
