Region Nordjylland og Vækstforum Nordjylland har sammen med landets øvrige regioner og regionale vækstfora udpeget de 10 konsortier, som skal føre et nyt landsdækkende eliteprogram for mindre virksomheder med vækstpotentiale ud i livet. Initiativet hedder Scale-up Denmark og har 165 mio. kroner i ryggen til at finde og optræne virksomheder overalt i landet, så de med rekordfart kan blive succesforetagender, der kan tiltrække danske og udenlandske investorer.
Øget vækst og beskæftigelse i hele Danmark
Det nye initiativ og ikke mindst det stærke landsdækkende samarbejde har potentialet til at skabe nye, solide resultater inden for de erhvervsområder, hvor hver enkelt region i forvejen står stærkt, fortæller Ulla Astman (S), som er formand for Regionsrådet og Vækstforum i Nordjylland:
- Scale-up Denmark vil opfylde vores ambition om at skabe flere store vækstvirksomheder, og det sker i en koordineret indsats i de fem regioner. I Nordjylland har vi fokus på det maritime område, hvor vi i forvejen er stærke. Effekten vil være, at dette brancheområde vokser yderligere i Nordjylland. Regionernes samarbejde indebærer, at vores vækstvirksomheder på andre brancheområder kan få et udviklingsforløb, som vi ikke alene kan tilbyde, siger Ulla Astman.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) forventer ligeledes resultater af initiativet til gavn for væksten og beskæftigelsen i hele landet:
- Danmark har mange virksomheder med solide vækstpotentialer. Dem skal vi hjælpe godt på vej, så de kan vokse sig store og bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark. Scale-up Denmark er et stærkt initiativ, som kan bidrage til at skabe flere højvækstvirksomheder, og jeg ser det som en stor styrke, at de fem regioner samarbejder aktivt om at udvikle nogle gode acceleratorforløb for udvalgte virksomheder, siger Troels Lund Poulsen.
Rekruttering af virksomheder med vækstpotentiale
I den kommende tid går konsortierne således i gang med at screene omkring 3.500 virksomheder for at identificere de 355, som vurderes at kunne få mest udbytte af at deltage i sådan et accelerator- og opskaleringsforløb. Det skal ske i samarbejde med blandt andre de regionale væksthuse, innovationsmiljøer, klyngeorganisationer og lokale erhvervsservicekontorer. Konsortierne vil være på udkik efter mindre danske eller udenlandske virksomheder, som har et ekstraordinært vækstpotentiale. De er allerede er ude på markedet med deres produkt, men er klar på at udnytte deres potentiale fuldt ud.
Væksten skal udspringe af de regionale styrker
Konsortierne har også ansvar for i samarbejde med det etablerede erhvervsliv at sikre stærke faglige miljøer omkring deltagervirksomhederne – miljøer, som udspringer af eksisterende styrkepositioner i de fem regioner. Det betyder, at deltagervirksomhederne skal have tilknytning til en af nedenstående sektorer.
Til gengæld får virksomheder over hele landet frit valg mellem tilbuddene inden for de forskellige sektorer, uanset i hvilken region virksomheden selv ligger.
- Region Nordjylland: Det maritime område
- Region Midtjylland: Fødevarer, smart industri og cleantech
- Region Syddanmark: Sundheds- og velfærdsteknologi, offshore samt energieffektive teknologier
- Region Sjælland: Bioøkonomi og industriel symbiose
- Region Hovedstaden: Life Science og bioteknologi samt informations- og kommunikationsteknologi
Inspiration til de store virksomheder
Inden for de nævnte sektorer findes der typisk store internationalt orienterede virksomheder, førende forsknings- og videnmiljøer, medarbejderkompetencer eller kapitalmuligheder, som deltagervirksomhederne både kan profitere af og på sigt også være med til at udvikle. Adskillige store og veletablerede virksomheder bakker op om forløbene, herunder A. P. Møller – Maersk, Blue Water Shipping, B&O, Grundfos og Novo Nordisk - ikke mindst fordi de ser en mulighed for at spotte tendenser og få kendskab til nye produkter ved at komme i kontakt med morgendagens højvækstvirksomheder.
Ambitionen er 1.200 nye arbejdspladser
Ambitionen med Scale-up Denmark er, at de 355 virksomheder tilsammen skal skabe 1.200 nye arbejdspladser i løbet af de kommende fem år og præstere en meromsætning på 2 mia. kroner. De 165 mio. kroner, som programmet koster, kommer fra regionernes erhvervsudviklingsmidler, fra EU's regionalfondsmidler og fra virksomhederne selv.
Yderligere informationer:
Scale-up Denmark
- Scale-up Denmark initiativet er et nationalt initiativ, søsat i et samarbejde mellem de fem danske regioner og Erhvervsstyrelsen
- Formålet er, med udgangspunkt i de regionale specialiseringer, at tiltrække danske og internationale højvækstvirksomheder til individuelle træningsforløb i de 10 accelerationsmiljøer fordelt i Danmark
- Målet er, at der over de kommende 3 år skabes 1.200 nye job i Danmark og en meromsætning på 2 mia. kr. blandt deltagervirksomhederne
- Programmet er finansieret af regionernes erhvervsudviklingsmidler, EU’s Regionalfond samt privat medfinansiering
- Programmet samarbejder med det etablerede erhvervsliv for at skabe stærke faglige økosystemer, der kan understøtte virksomhederne i at innovere services og produkter til gavn for branchen.
Danmarkskort over regionale styrker
Til fri afbenyttelse for pressen, er der udarbejdet et Danmarkskort over de regionale styrker, som Scale-up Denmark initiativet tager udgangspunkt i.