I 2020 har Regionsrådet afsat godt 10 mio. kr. til at understøtte og videreudvikle uddannelsesområdet i Nordjylland. Langt størstedelen af midlerne går til udviklingsinitiativer og -projekter på de nordjyske ungdomsuddannelser i regi af hhv. Uddannelsespuljen og Den Nordjyske Teknologipagt.
11 projekter har modtaget støtte i regi af Uddannelsespuljen 2020 – under fokusområderne ”Bliv tændt på digitalisering”, ”Fra trivsel til øget fastholdelse”, ”Styrkelse af uddannelsesmuligheder i yderområder”, ”Vild med sprog og kultur” samt ”Rekruttering til erhvervsuddannelserne”.
Slotskollegium
Dronninglund Gymnasium vil fra august 2020, i samarbejde med Dronninglund Slot & Hovedgård, etablere Slotskollegium med studieværelser til unge fra hele landet, som ønsker at tage en almengymnasial uddannelse på Dronninglund Gymnasium. Med initiativet vil gymnasiet ydermere, som det eneste i landet, kunne tilbyde, at kommende elever har mulighed for at medbringe deres egen hest.
I projektet ansættes en særlig kultur- og fastholdelsesperson, som vil få en afgørende integrationsopgave på Slotskollegiet. Gymnasiets kultur og værdier integreres og forankres i kollegiedagligdagen gennem kultur- og fastholdelsespersonen, der vil være sammen med eleverne efter skoletid og skabe den rette kollegie-ånd. Vedkommende vil udvikle og udfolde samarbejdet mellem slot og gymnasium indenfor områder, hvor undervisning, læring og almendannelse - og unikke oplevelser - er omdrejningspunktet.
Robotics – det nye sort
Stort set alle større offentlige og private virksomheder anvender eller har overvejelser om at anvende software-robotter. Eksempler fra Frederikshavnsområdet er: Udbetaling Danmark/ATP, Statens Administration samt Uggerhøj Biler A/S. Frederikshavn Handelsskole har besøgt disse, og er blevet meget inspireret af deres foreløbige satsning indenfor dette felt. Det blev herefter klart, at der her er et potentiale, hvor udviklingen er i gang og teknologien udbredes også til SMV´ere. Projektets formål er at opgradere eleverne, så de har en grundlæggende viden om denne teknologi, når de senere kommer ud i erhvervslivet.
Skolen udbyder specialet offentlig forvaltning. Her deltager elever fra lokale virksomheder, bl.a. Udbetaling Danmark, og det vil derfor være helt oplagt at udvikle et særligt forløb om softwarerobotter til denne målgruppe. Frederikshavn Handelsskole ønsker at opbygge viden om softwarerobotteknologi, således at de kan genere knowhow, der sætter dem i stand til at udvikle elevernes evne til at anvende teknologien fremover.
Faglig sammenhæng gennem uddannelsessystemet og faglige fællesskaber
Erhvervsskolerne Aars ønsker at udvikle et koncept, der kan være med til at skabe bedre sammenhæng inden for et fagligt tema. Dette fra grundskole, til EUD/EUX, til videregående uddannelse.
Gennem udvikling og kortlægning af begreber og sammenhænge inden for et konkret faglige tema. Dette projekt fokuserer særligt på bygningskonstruktøruddannelsen. Denne målsætning skal opnås ved at facilitere fysiske møder, hvor lærere og undervisere samles for at sparre omkring den gode uddannelsesovergang. Dette for at skabe mere strømlinede uddannelsesforløb på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer.
IT-sikkerhed i det digitaliserede samfund
De seneste års digitalisering af samfundet fordrer digital forståelse, for at undgå hackerangreb og anden digital misbrug af bl.a. personfølsomme data. Dette projekt ønsker at belyse vigtigheden af IT-sikkerhed blandt elever på ungdomsuddannelser. Projektet fokuserer på hvilke konsekvenser dette kan medføre på individ- såvel som samfundsniveau, hvis ikke denne digitale dannelse og fokus på IT-sikkerhed finder sted.
Der er tale om videreførelse af en eksisterende platform, som tidligere er implementeret og anvendt på universitetsniveau. Nu ønskes denne platform overført til ungdomsuddannelsesniveau – nærmere bestemt STX, HTX og HHX.
Virtuel parallelundervisning med brugeren i fokus
Med projektet ønsker EUC Nordvest at følge med den digitale udvikling, så skolens elever får de bedst mulige forudsætninger for at tilegne sig aktuel viden og relevante kompetencer til fremtidens digitale studie- og arbejdssituationer. Gennem virtuel parallelundervisning vil EUC Nordvest tilbyde en bredere vifte af fag på tværs af skolens afdelinger.
Formålet med projektet er at få afdækket de udfordringer, som medfølger digitalt drevet undervisning. Dette kan være udfordringer i forhold til fx læring, trivsel og interaktion. Med projektet ønsker EUC Nordvest at sikre kvalificerede undervisningsforløb, uanset om eleverne befinder sig i fysisk rum med underviseren, eller om eleverne digitalt følger med undervisningen andetsteds.
ILT - Indsats, Læring, Trivsel
Projekt ILT sætter særlig fokus på FGU elevernes trivsel og livsduelighed med henblik på at styrke elevernes evne til at gennemføre FGU forløbet og efterfølgende gennemføre en ungdomsuddannelse. Det primære formål er at udvikle en værktøjskasse, der anvendes til at styrke elevernes trivsel. FGU skolernes formål er at tilbyde alternative og fleksible veje ind i uddannelsessystemet til unge, der har behov herfor. Projektets aktiviteter skal understøtte dette formål men også supplere med yderligere tiltag og aktiviteter.
I projektet laves en indledende analyse, videnopsamling og idéudvikling med udgangspunkt i nationale trivselsmålinger. Herefter iværksætters tiltag, der understøtter den enkeltes trivsel. Aktiviteterne skal sætte fokus på den enkeltes oplevede trivsel og række ud over den indsats, der allerede laves på FGU skolerne for at klargøre eleverne til efterfølgende uddannelse. Der kan blive afprøvet forskellige tiltag. De trivselsunderstøttende tiltag skal opsamles med henblik på at finde bred anvendelse på FGU-skolerne.
Globalisering i de tekniske ungdomsuddannelser
Projektet vil bidrage til at højne de sproglige – og kulturelle kompetencer hos både elever og medarbejdere og øge mobilitet, globalt medborgerskab og sproglig kunnen til gavn for elevernes muligheder for at gennemføre videre uddannelse og begå sig på et globaliseret arbejdsmarked. Projektet forventer at skabe en erhvervsskole, hvor globalisering er for alle og kommer direkte fra klasselokalet og ud i erhvervslivet i regionen. Eleverne vil blive mere kompetente til at begå sig på arbejdspladser og uddannelser med internationalt fokus.
HF IMAGINE - nyt uddannelsestilbud
Thy-Mors HF & VUC arbejder på at udvikle en 2-årig HF-uddannelse – HF IMAGINE – der har fokus på klimaforandringer, bæredygtighed, kultur og natur. Selve uddannelsen starter medio 2021 med sit første hold. Den nye uddannelse ønsker at fokusere på mulighederne i Thy, med henblik på at igangsætte faglige og sociale miljøer omkring natur og kultur.
Undervisningen vil være anvendelsesorienteret og ofte foregå udendørs, hvor lokale natur- og landsbyrum anvendes, som en del af klasseværelset. Naturen vil også benyttes uden for den almene skoletid, eftersom additionaliteten og attraktiviteten i uddannelsen bl.a. ligger i afholdelsen af en række workshops, events og arrangementer med egne lærere og gæstelærere.
Foodlab – praksisnært STEM-projekt
Hjørring Gymnasium ønsker med FoodLab at bruge fødevareklyngerne i lokalområdet til at sætte fokus på de naturvidenskabelige fag, styrke institutionens profil og vise karrieremuligheder inden for det naturvidenskabelige felt i området. Ved projektets start undersøges hvilke konkrete barrierer, der findes blandt eleverne i forhold til at vælge naturvidenskabelige fag – især kemi, biologi og bioteknologi med relevans til fødevareerhvervet i området.
Projektet etablerer samarbejde med 20 virksomheder indenfor primær industri (fiskeri og landbrug), forarbejdning til fødevarer og oplevelseserhvervet med relevans for fødevarer. Projektet beskriver en lang række undervisningsforløb som testes i et midlertidigt FoodLab på skolen. På sigt skal et spændende, eksperimenterende og nyindrettet FoodLab være både et undervisningslokale og et oplevelsescenter.
Redskaber til Samarbejde
En erhvervsuddannelse er en forandringsproces, som udvikler elever til kompetencemæssigt at indgå i fællesskaber både på deres uddannelse og på arbejdspladsen. Det er dog et ofte overset formål med erhvervsuddannelser, at de også skal bidrage til elevernes personlige og sociale udvikling. For netop elevens personlige og sociale forudsætninger er en væsentlig faktor i forhold til at kunne påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse – og for senere at kunne begå sig på en arbejdsplads.
På AMU Nordjylland vil man udfordre de traditionelle undervisningsformater – og introducere personlighedsprofiler i undervisningen. Traditionelt er personlighedsprofilen ikke et redskab, som anvendes på undervisningsinstitutioner, for den er ikke ment som et pædagogisk-didaktisk redskab. Men det er projektets erfaring, fra et netop afsluttet pilotprojekt, at når den anvendes på den rigtige måde, kan den være en værdifuld tilføjelse til underviserens samlede værktøjskasse.
Fra Digital Dannelse til Computational Thinking
I et samarbejde mellem UCNs læreruddannelse i Hjørring og Hjørring Gymnasium/STX og HF, skal der udvikles undervisningsforløb inden for området teknologiforståelse. Der arbejdes med et ”hvordan” og ”hvorfor” i den digitale dannelse, hvor den hastige teknologiske udvikling dominerer elevernes adfærd. Digital dannelse og ”computational thinking” er omdrejningspunktet i samarbejdet.
Der arbejdes med at tilvejebringe konkret forståelse af de mekanismer, der er på spil i den moderne teknologi, som de unge er brugere af uden at være bevidste om, hvad der styrer og bestemmer deres adfærd. På læreruddannelsen udvælges de studerende blandt dem, der har valgt det nye modul ”teknologiforståelse”. I mødet med UCN får gymnasieeleverne også indsigt i, hvordan den videregående uddannelse arbejder med teknologiproblematikken som forberedelse til at være folkeskolelærer, og gymnasielærerne får indsigt i folkeskolernes arbejde med teknologiforståelse - et arbejde, som det vil være naturligt at bygge videre på.