Læs mere om, hvordan du søger midler fra Regionsrådets lille Kulturpulje.
Der er i 2022 afsat 0,5 mio. kr. til Region Nordjyllands lille kulturpulje fordelt på to ansøgningsrunder.
Hvem kan søge den lille kulturpulje?
Puljen kan søges af kulturinstitutioner, foreninger, kommuner, organisationer, kunstnere og andre, der arbejder med kunst, kreativitet, og kulturel udvikling.
Det er en anbefaling, men ikke et krav, at få støttebeløbet udbetalt til et CVR-nummer. Som alternativ kan du vælge at få støttebeløbet udbetalt til et CPR-nummer. I så tilfælde skal du være opmærksom på indrapportering af beløbet til skat. Tag kontakt til sekretariatet, hvis du overvejer at benytte CPR.
Hvad kan der søges midler til?
Den lille kulturpulje støtter mindre projekter, hvor en hurtig og forholdsvist lille bevilling gør en stor forskel for den kulturelle udvikling og kulturlivet i Nordjylland.
Projekterne skal indholdsmæssigt understøtte fokusområderne i Region Nordjyllands Kulturplan 2019-2022:
- Kultur og sundhed
- Partnerskaber og netværk
- Kulturel udvikling.
Hent Kulturplanen som pdf.
Region Nordjyllands kulturpuljer støtter ikke følgende:
- Projekter der udelukkende er til gavn for ansøger eller dennes virksomhed; herunder private arrangementer, anlæg eller udgivelser af f.eks. bøger og musik.
- Sportsarrangementer eller studierejser
- Projekter af politisk eller forkyndende karakter
- tilskud til drift eller ansøgers almindelige virksomhed.
Se flere detaljer i vilkårene for støtte fra Region Nordjyllands kulturpuljer.
Krav og vurderingskriterier
- Projektet skal være med til at realisere ét eller flere af kulturplanens indsatsområder.
- Projektet skal være forankret i Nordjylland, dvs. at aktiviteten enten foregår i Nordjylland og / eller at aktøren selv er forankret i Nordjylland eller har en stærk tilknytning til regionen. Der lægges vægt på, at projektet involverer kunstnere, i særlig grad nordjyske kunstnere og at professionelle kunstnere honoreres for deres deltagelse.
Projektet bliver desuden vurderet ud fra følgende vurderingskriterier
- Nyhedsværdi
- Realiserbarhed
- Effekt og videreførelse
Region Nordjylland kan desværre ikke imødekomme alle støtteværdige ansøgninger, men må prioritere i det samlede felt af ansøgninger ud fra principper om en bred genremæssig og geografisk spredning med det formål at sikre, at de støttede projekter samlet set kommer hele Nordjylland til gavn.
Økonomiske rammer
Der stilles ingen krav til projektets samlede budget eller projektperiode. Medfinansiering er velset men ikke et krav. Støttebeløb er typisk fra 10.000 til max 50.000 kr.
Nyt ansøgningssystem
Region Nordjylland indførte i 2021 et nyt system til administration af puljer. Systemet samler alle processer på ét sted. Som ansøger skal du bruge det til at formulere din ansøgning, til at sende den ind, til løbende dialog med din sagsbehandler og til afrapportering af dit projekt, når det er afsluttet. Alt er digitalt og ligger kun ét sted.
Hvis I er flere, der skal have adgang til den samme ansøgning, skal du oprette en ansøgerprofil ved at vælge ”Brugernavn og adgangskode” og oprette dig som organisation. Fra din ansøgerprofil får du herefter mulighed for at oprette flere kontaktpersoner på den samme ansøgning.
Tekniske spørgsmål til systemet kan rettes til support@grantone.dk. Spørgsmål til puljen kan rettes til kulturteamet i Region Nordjylland.
Ansøgningsfrister
- 1. marts 2022 (midnat)
- 1. nov. 2022 (midnat)
Du får svar på din ansøgning inden for 4 uger fra ansøgningsfristen (med forbehold for ferieperioder).
Kontakt
Anders Stensgaard Jensen, tlf. 61 24 61 64, anstje@rn.dk
Sekretær Laila Søndergaard, tlf. 97 64 82 87, kulturpuljen@rn.dk