Kommissorium for Socialudvalget 2018-2021
Opgaver
Udvalget skal drøfte og formulere de overordnede linjer, ideer og udviklingsplaner inden for det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Dette indebærer bl.a. at drøfte konsekvenserne af ændringer i rammevilkår og komme med anbefalinger om tilpasninger af regionens opgaver på social- og specialundervisningsområdet.
Udvalget skal drøfte kapacitetsudviklingen på området, herunder rammeaftaler, regionens rolle som leverandør samt medvirke til at sikre en god og tillidsfuld dialog, samarbejde og koordinering med de nordjyske kommuner og staten, herunder spørgsmålet om decentral levering af specialiserede ydelser. Det indebærer også at komme med anbefalinger til en bedre sammenhæng og koordinering med sundhedsområdet og Psykiatrien.
Udvalget skal med henblik på fortsat kvalitetsudvikling af regionens tilbud følge og drøfte emner af faglig karakter på området, eksempelvis magtanvendelse og tilsyn.
Udvalget skal drøfte udviklingstendenser, udfordrings- og problemområder, så der sikres en sammenhæng og koordinering med det arbejde, som regionens politikere varetager på de nævnte områder.
Udvalget fungerer som Byggeudvalg i forhold til sager på det specialiserede socialområde.
Regionsrådet og Forretningsudvalget kan derudover, såfremt behovet opstår, anmode udvalget om at drøfte og afgive anbefalinger i forbindelse med relevante ad hoc opgaver.
Udvalgets arbejdsform og opgaver tilrettelægges under hensyntagen til lovgivningen og med henblik på maksimal åbenhed, hvor borgere, samarbejdspartnere og andre interessenter får mulighed for indblik i udvalgets arbejde og evt. komme i dialog med udvalget i forhold til udvalgets arbejdsopgaver.
Sekretariat
Socialdirektøren deltager i møderne.
Udvalget sekretariatsbetjenes af Regionssekretariatet.