Ny national løsning til Telemedicinsk Sårvurdering

Telemedicinsk Sårvurdering har siden 2015 været den fælles nationale løsning til at understøtte samarbejdet mellem kommuner, hospitaler og almen praksis om behandling af patienter med sår. 

Efter et gennemført EU-udbud er projektet nu gået ind i næste fase. Der er indgået kontrakt om udvikling, implementering, drift og vedligeholdelse af den kommende nationale løsning til Telemedicinsk Sårvurdering. 

Hvorfor en ny løsning? 

Pleje.net har været den fælles nationale løsning til Telemedicinsk Sårvurdering siden den landsdækkende implementering i 2015. Løsningen er fortsat i drift, men som følge af de gældende udbudsregler har det været nødvendigt at gennemføre et nyt udbud. Samtidig skal den kommende løsning imødekomme fremtidige behov for datadeling, integration og sammenhængende digitale patientforløb. 

Målet er fortsat at understøtte et tæt samarbejde mellem kommuner, regioner og almen praksis, så patienter med sår kan modtage en sammenhængende behandling – også i eget hjem, når det er muligt. 

Den nye løsning bygger på FUT 

Den nye løsning til Telemedicinsk Sårvurdering bygger på den Fællesoffentlige Telemedicinske Infrastruktur (FUT). 
FUT er en national platform, som allerede anvendes til andre telemedicinske løsninger. Ved at bygge den nye løsning på FUT skabes bedre muligheder for datadeling på tværs af sundhedsvæsenet, mere ensartede arbejdsgange og integration med andre nationale, telemedicinske løsninger. 

Implementering

Med kontraktindgåelsen går projektet nu ind i udviklings- og implementeringsfasen. 
I de kommende år skal den nye løsning udvikles, testes og implementeres i tæt samarbejde mellem regioner, kommuner, kliniske brugere og leverandøren. Samtidig skal data fra den nuværende løsning overføres til den nye platform, så patientbehandlingen kan fortsætte uden afbrydelser. 
Den nuværende løsning, Pleje.net, anvendes fortsat under hele projektperioden. 

Den nationale implementering forventes opstartet i slutningen af 2027 og gennemført frem mod 2028. Implementeringen sker løbende i regioner og kommuner som led i den nationale plan. 

Region Nordjyllands rolle

 Region Nordjylland er projektledende region for anskaffelsen og implementeringen af den nye nationale løsning til Telemedicinsk Sårvurdering på vegne af landets regioner og kommuner. 

Kontakt

Opdateret