Fra 1. marts gælder en ny lægevagtsaftale i Region Nordjylland. Aftalen er politisk godkendt af et flertal i regionsrådet og er indgået mellem Region Nordjylland og PLO Nordjylland (Praktiserende Lægers Organisation).
En ny aftale har været nødvendig for at sikre en fremtidig lægevagt i Region Nordjylland, hvor kvalitet, effektivitet og sammenhæng for patienter i et sygeforløb er i fokus.
For alle borgere i Region Nordjylland gælder følgende stadig: Når din egen læge har lukket, kan du ringe til lægevagten ved:
- akut behov
- pludseligt opstået eller forværret sygdom
- ulykkestilfælde, der ikke er livstruende.
Ring altid før du møder fysisk op ved lægevagten på telefon 70 150 300.
I livstruende situationer skal du altid ringe 112.
Lægevagten vil vurdere om telefonisk rådgivning er nok, eller om man skal ind til fysisk konsultation. I særlige tilfælde er et sygebesøg eller en rekvireret transport nødvendig.
I en del tilfælde vil lægen anbefale, at du kontakter din egen læge senere.
Konsultation – nye konsultationssteder
Hvis lægen skønner, at du bør undersøges, vil du blive henvist til en af lægevagtens konsultationssteder.
Med den nye aftale er der ikke længere muligt at møde fysisk op til konsultation i Farsø, Brovst og Skagen, der tidligere har haft begrænsede muligheder for fysisk konsultation (Enten kun i weekender eller på ét specifikt tidspunkt på hverdage).
Nye elementer i lægevagten
Da den nye aftale betyder at nogle borgere i regionen får længere til et konsultationssted, end de hidtil har haft, er det i aftalen besluttet, at der blandt andet skal oprettes videokonsultationer, således at lægevagten kan få visuel kontakt til borgerne. Det kan især bruges ved bekymringer om f.eks. feberramte børn eller vurdering af sår m.m. Regionen og PLO arbejder på at få løsningen implementeret hurtigt, og når den er klar, vil borgere automatisk få tilbuddet om videokonsultation, når lægen vurderer, at det er nødvendigt.
De nordjyske borgere kan med aftalen også se frem til et mere sammenhængende patientforløb, da lægevagten kan trække på nødvendige hospitalsressourcer ved behov.
Politisk bevågenhed
Da aftalen om den nye lægevagt har stor politisk bevågenhed, er regionens Akut- og Praksisudvalg på et møde den 24. februar kommet med forslag til forskellige kompenserende tiltag på grund af serviceforringelsen, der består i længere afstand til konsultationssteder for nogle af regionens borgere.
Der kommer i løbet af marts måned borgermøder i Aars, Brovst og Skagen, hvor også borgerne inviteres med i dialogen om kompenserende tiltag. Disse bliver der inviteret særskilt til i de berørte byer.
Akut- og Praksisudvalget vil derfor i den kommende tid blive præsenteret for forskellige kompenserende tiltag, som er mulige at sætte i drift hurtigst muligt. Når de kompenserende tiltag er endeligt politisk godkendte, bliver disse kommunikeret ud til borgerne.