Sygehusapoteket Region Nordjylland søger en erfaren projektleder, der er med til at gøre en forskel ved at understøtte sikre og effektive medicineringsforløb for nordjyske patienter. En projektleder, der har mod på nye udfordringer og lyst til at være ansvarlig for at drive projekter i en offentlig farmaceutisk virksomhed sammen med dygtige kollegaer på Sygehusapoteket. Er det dig, så læs med her: Med Sygehusapoteket som arbejdsplads…Sygehusapoteket leder efter en projektleder, der skal være med til at sikre forandring og udvikling i en stor videns- og driftsorganisation under politisk ledelse og kontekst.
Sygehusapoteket er en virksomhed under Region Nordjylland, der arbejder med fremstilling og forsyning af lægemidler, data og farmaceutiske serviceydelser. Vi har fokus på sikker og tidssvarende daglig drift og udvikling af løsninger, der går på tværs af sektorer og bidrager til hospitalernes forandringsproces hen imod øget behandling i eget hjem.
Sygehusapoteket oplever vækst i mængden af tværgående og komplekse opgaver, som kræver projektledelse, hvorfor vi med denne stilling leder efter en medarbejder, der har projektledelse som sin primære faglighed og kan projektlede en alsidig projektportefølje.
Samtidig er det ønsket, at du tillige skal bistå med porteføljemanagement og således være med til at sikre organisationens overblik over den aktive portefølje, pipeline og prioriteringsbehov.
Som projektleder vil du organisatorisk blive tilknyttet Produktionsstaben, der fungerer som understøttende enhed for Sygehusapotekets driftsafdelinger og særligt produktionen. Der er tale om en stab, der varetager mange og forskelligartede specialistfunktioner i organisationen, hvoraf projektledelse er én af dem.
Produktionsstaben arbejder med Sygehusapotekets IT-landskab og -løsninger, kvalificering og validering, produktionskontrol og frigivelse, kliniske forsøg samt support til andre afdelinger. Produktionsstaben består af 14 medarbejdere heraf to projektledere, som bliver dine nærmeste kollegaer.
Som farmaceutisk virksomhed er Sygehusapotekets forretningsprocesser underlagt regulatoriske krav og lovgivning for fremstilling, håndtering og distribution af lægemidler for at sikre kvalitet. Således vil du også som projektleder skulle agere i en kvalitetsstyret organisation og hverdag, hvor GxP er med til at sætte rammerne.
Projekter styres på Sygehusapoteket efter en projektmodel der bygger på PRINCE2. Det er derfor en fordel – men ikke et krav – at du er certificeret i og/eller har erfaring med PRINCE2. Certificering eller erfaring med andre projektmodeller har også interesse. Da Sygehusapotekets projekter oftest betyder organisatorisk forandring, har også erfaring med forandringsledelse interesse. Vi forventer, at du som projektleder evner at sætte andres faglighed i spil og facilitere et konstruktivt samarbejde i din projektorganisation.
Ud over alle de faglige kompetencer, så kigger vi selvfølgelig også på de personlige kompetencer. Her leder vi efter en person, der kan begå sig i forskellige arenaer og sammenhænge. En person med gennemslagskraft, der forstår at lede og løfte projekter fremad i et konstruktivt samarbejde med såvel forretning, Sygehusapotekets ledelse og forskellige afdelinger som eksterne samarbejdspartnere i og udenfor regionen.
Helt konkret søger vi en medarbejder, der
- Er skarp på projektledelse og -metode.
- Har kendskab til og gerne erfaring med porteføljemanagement.
- Er god til at samarbejde på tværs, men samtidig evner at arbejde selvstændigt.
- Kan drive og styre projekter i overensstemmelse med de aftalte mål og rammer.
- Kan begå sig og trives i en politisk ledet organisation.
- Har evnen til at finde en passende balance mellem detaljer og tid i eget arbejde.
- Har kendskab til den politiske virkelighed i en offentlig regional virksomhed.
- Kan kommunikere tydeligt i både skrift og tale i et flydende og letforståeligt dansk.
Vi tilbyder:
- En spændende arbejdsplads med stor mangfoldighed i arbejdsopgaverne.
- Engagerede, dygtige og professionelle kollegaer.
- Mulighed for at være med til at sætte eget præg på stilling og opgaver alt efter baggrund og erfaring.
- En arbejdsplads, hvor du aldrig er i tvivl om værdien af dit arbejde, idet vi skaber værdi for patienten.
- Gode arbejdsforhold, flextid og frihed under ansvar.
Om Sygehusapoteket Region NordjyllandSygehusapoteket er en arbejdsplads med 240 medarbejdere, sammensat af mange faggrupper, der med høj faglighed, uddannelse og udvikling hver dag arbejder for at gøre en forskel for de nordjyske patienter.
Vi har som hovedformål at understøtte sikre og effektive medicineringsforløb for nordjyske patienter via forsyning af lægemidler og data, fremstilling af sygehusspecifikke lægemidler og leverance af klinisk farmaceutiske serviceydelser, og arbejder på hospitalerne i hele Region Nordjylland samt på Sygehusapoteket.
Kontakt os gerneØnsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte projektleder Ditte Buus på 22695520, projektleder Maria Louise Johansen på 40187662 eller afdelingsleder Keld Winther Pedersen på 23415092.
Praktiske informationer om ansøgning og stillingVi søger med dette opslag én fuldtidsstilling.
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og konkret lønforhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Den primære arbejdsadresse vil være Porsvej 1, 9000 Aalborg.
Ansøgningsfrist er søndag d. 11. juni 2023. Første samtaler forventes afholdt d. 21. juni 2023 og med mulighed for en anden samtale d. 28. juni 2023. Der vil kunne blive tale om personlighedstest. Tiltrædelse pr. 1. september 2023 eller efter aftale.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund. Sygehusapoteket har røgfri arbejdstid og er en røgfri arbejdsplads. Om Region NordjyllandRegion Nordjylland leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi er ca. 15.000 medarbejdere om opgaven, der med et utal af forskellige fagligheder hver dag arbejder for at skabe værdi for de nordjyske patienter og borgere og et sammenhængende Nordjylland. Hos os kan du både gøre karriere, gøre hver dag vigtig og gøre en forskel. Læs mere om regionen på
www.rn.dk.
Søg job