Region Nordjylland skal føre en fortegnelse over alle forsknings- og kvalitetsaktiviteter, hvor regionen er dataansvarlig, og hvor der benyttes personhenførbare oplysninger. Reglerne om registrering gælder også ved oprettelse af databaser og biobanker til fremtidig forskning
Krav om fortegnelse over behandlingsaktiviteter
Region Nordjylland har ifølge databeskyttelsesforordningen artikel 30 pligt til at føre en fortegnelse over de behandlingsaktiviteter, der hører under regionens dataansvar, og hvor der benyttes personhenførbare oplysninger. Forsknings- og kvalitetsprojekter, herunder oprettelse af databaser og biobanker til fremtidig forskning, er omfattet af pligten.
Region Nordjylland er dataansvarlig, når projektet udføres i regi af regionen, dvs. når ansatte i regionen bestemmer formål og metode i projektet.
Projekter med aftale om fælles dataansvar skal ligeledes registreres på fortegnelsen.
Projekter, der udelukkende benytter anonymiserede data, er ikke omfattet af databeskyttelseslovgivningen og behøver ingen registrering. Bemærk, at data kun kan betegnes som anonymiserede, når anonymiseringen er uigenkaldelig, og ingen fysiske personer kan identificeres ud fra oplysningerne eller i kombination med andre oplysninger. Du kan læse mere om anonymisering her.
Registreringskravet i artikel 30 afløser den tidligere anmeldelsespligt til Datatilsynet.
Hvordan registrerer jeg mit projekt?
Du registrerer dit projekt på dette link: https://redcap.rn.dk/surveys/?s=HPTPA7NC9TPCXW98.
Når skemaet er udfyldt, sendes der via REDCap automatisk en besked til forskningsanmeldelse@rn.dk, og du modtager en kvittering på, at vi har modtaget din registreringsanmodning. Efter endt sagsbehandling vil du modtage en bekræftelse på, at projektet er registreret.
Spørgsmål vedrørende registrering af projekter kan rettes til forskningsanmeldelse@rn.dk.
Projekter, hvor Region Nordjylland er databehandler
Fortegnelseskravet i artikel 30 gælder også for situationer, hvor Region Nordjylland er databehandler. Henvendelser skal i disse tilfælde ske ved henvendelse til
databehandleraftale@rn.dk med angivelse af projektnavn, kontaktperson og den indgåede databehandleraftale.